Jeg oplever ofte, at iværksættere og nye selvstændige har en ide om at de kan klare alt selv. De skal vide alt om at sætte en hjemmeside op og vedligeholde den, de skal bogføre og indberette alt selv, de skal være sælgere og indkøbere osv. osv.. Inden de får set sig om har de 50 kasketter på, og får måske kun løst opgaverne halvt, fordi der er noget der haster mere end det andet. Man mister simpelthen overblikket.
Min erfaring er at denne kan-selv-vil-selv-mentalitet kan gå i to retninger. Enten så lykkes man med at have de 50 kasketter på, eller også så knækker man nakken under vægten af de 50 kasketter.
Man skal huske at mærke efter i processen, både efter kroppen, men også efter pengepungen. Har du råd til at dine mange opgaver kun bliver løst halvt fordi du vil gøre alt selv? Har du råd til at du knækker nakken fordi opgaverne vokser dig over hovedet og du bliver stresset?
Nej vel… Du er ekspert inden for dit felt (eller på vej til at blive det) og dine kunder kommer til dig fordi du er ekspert på området. Du anbefaler garanteret dine kunder at de skal gå til fagfolk for at få løst deres udfordringer fordi det er billigst og bedst i det lange løb, ik’?. Så hvorfor følger du ikke dit eget råd?
Jeg er helt med på at det langt fra er alle der har økonomisk mulighed for at outsource de opgaver de ikke selv kan løse. Mit råd er derfor at du sætter dig ned og laver en liste over de opgaver du har. List dem efter hvad du ved du har 100% styr på og hvad du ved du har brug for hjælp til. Når du har nogle konkrete opgaver er det lettere, og billigere, at gå ud og finde fagfolk der kan hjælpe dig.
I mange byer findes der erhvervsnetværk som har et hold af rådgivere der står klar til at hjælpe dig på vej. Ofte kan der være gratis hjælp og sparring at hente her.
Har du brug for hjælp, så er du velkommen til at kontakte mig. Enten kan jeg hjælpe dig med din udfordring, eller også kender jeg måske nogen der kan.